"Jeg tror på at det var meningen, at jeg skulle have lidt psykisk tæsk, så jeg kunne lære, at mærke og bruge alle mine følelser når jeg synger..."

Jeg brænder helt specifikt for 2 ting. At kunne glæde andre OG skabe fokus på langt bedre mental sundhed og det elsker jeg at gøre v.h.a. musikken, som også har været med til at redde mig selv fra de svære og tunge tanker som endte i at jeg 2 gange i mit liv ikke havde lyst til at leve mere!

Om Tina Wiberg

Tina Wiberg er ikke helt ny i gamet som sangerinde. Med 15 års erfaring i covernavnet Sanglærken har hun med dette navn en stor berøringsflade/netværk, hvor hun de sidste 15 år har sunget til alle livets begivenheder i form af sang i gave og fællessang og kan i dag leve af musikken takket være hendes store netværk og opbakning til koncerter og musikken!


"SANGLÆRKEN SPRINGER UD AF SKABET OG UDGIVER HENDES DEBUTALBUM I EGET NAVN, TINA WIBERG 

og viser hele DK sin sårbarhed med psykisk sårbarhed v.h.a. hendes nyudgivede album, til alles store overraskelse.."

*artikel i Herning i Folkeblad, nov. 2022  

Ovenstående artikel blev bragt 1 uge forinden RELEASEKONCERT og albumudgivelse og pludseligt tog det hele fart.. og hun fløj afsted på tour. UDSOLGT RELEASEKONCERT og medie interesse fra både HERNING FOLKEBLAD, DitVidebæk, RKSK Dagblad, 6 siders intervies i Magasinet ZOOM, samt TV-UDSENDELSE i TV MidtVest og DR1 samt radioafspilning i Radio Rkb og udnævnt som landets første MUSIK AMBASSADØR for landsorganisationen HEADSPACE, AMBASSADØR for det store årlige folkemøde MENTAL TALK i samarbejde med Mathlde Falch og AMBASSADØR for landsforeningen for PTSD ramte- og pårørende.

AMBASSADØR

Det kan være livsafgørende at turde at åbne op og være ærlig og snakke med nogen!

Men ligeså vigtigt det er for Tina at inspirere til dette, er det ligeså VIGTIGT at kunne være med til at dele med andre, hvor man kan søge støtte og hjælp!


I hendes egen historie kender hun alt for godt til et system, hvor hun er blevet ført rundt i en jungle af systemer og ikke har mærket et tværfagligt samarbejde - og til sidst at være så opgivende i jagten på at finde den RETTE HJÆLP at det 2 gange i hendes liv havde alvorlige konsekvenser..!

Tina Wiberg er udnævnt som Landets første MUSIK AMBASSADØR i organisationen HEADSPACE, som bl.a. er stiftet af Poul Nyrup Rasmussen, efter hans datter tog sit eget liv. Via hendes fortællekoncerter, særligt for de unge på skolerne at hjælpe med at henvise til, hvor man kan finde støtte og nogen at tale med.. LÆS MERE OM HEADSPACE HER

Tina Wiberg er udnævnt som AMBASSADØR i samarbejde med Mathilde Falch for det store årlige folkemøde MENTAL TALK, som foregår i Herning Kommune, hvor ALLE fra hele landet samles og sætter fokus på mental sundhed via politiske debatter, talkshows, interviews, foredrag, koncerter m.m.  LÆS MERE OM MENTAL TALK HER

Tina Wiberg er udnævnt som AMBASSADØR for landsorganisationen for PTSD ramte - og pårørende og er dermed til at vidensdele, hvor man kan søge og finde støtte og hjælp.  LÆS MERE OM LPTSD HER

MIN HISTORIE

Født og opvokset..

I en velfungerende vestjysk landmandsfamilie med 2 hårdtarbejdende forældre som rollemodeller og 2 søstre. Jeg var hvad man vil kalde en drengepige, jeg elskede at være udenfor i stalden, kravle, fantasere og lege. Jeg sad aldrig stille.

Skolegangen..

Havde nemt ved skolen og var faglig dygtig. Ved samtlige skole-hjem samtaler ros for faglighed, men manglende ro i timen, fik ofte af vide at jeg larmede og fyldte for meget. Jeg var meget udadvendt, energisk, glad og nynnede eller sang altid i stalden med den gode akustik, til/fra cykelturen i skolen el. til fodbold, i frikvarterne og i timerne også gerne mens jeg arbejdede. Havde nemt ved mange sportsgrene og gik til meget og var meget social.. 

Da jeg starter på efterskole gik der ikke længe før at kommentarer om min personlighed igen blev hverdag. Jeg fylder for meget, snakker for meget og gør det, fordi jeg godt kan lide opmærksomhed, var ordene.. Jeg bliver kåret som "ÅRETS WONDERKID" og ugen efter finder jeg på toilettet på efterskolen en bog, som alle har haft adgang til, hvor der på forsiden stod "TINA TROR HUN ER NOGET...."

Hele min ungdom følte jeg mig misforstået. Jeg var jo blot i godt humør, havde en masse energi og elskede at synge, lave musical, stå på ski, lave rytmegymnastik, spille fodbold osv. jeg gjorde det jo aldrig for opmærksomheden, men fordi JEG elskede det og ikke for at andre skulle se mig og rose mig. Jeg BEGYNDTE at få svært ved at få ros i timerne af lærerne og dette følger mig stadig den dag i dag..

Som 16 årig begynder jeg på Ringkøbing Handelsskole og længe gik der ikke, før rollerne indfandt sig og det igen blev hverdagskost fra lærere og elever at få af vide man larmede, fyldte og var opmærksomhedssøgende. Men det var underligt, for det blev altid sagt som humor men nedsættende, kan ikke beskrive følelsen bedre. Jeg fik øgenavnet "TINA TURN-OFF" som man kaldte mig i klassen.. Den eneste måde jeg kunne være i det på, var at svare kækt tilbage og ikke vise hvordan det inderst inde sårede mig!

Fodbolddrøm og mobning..

Jeg havde en drøm om at blive professionel fodboldspiller eller proffessionel sanger. Som barn var fodbolden hele mit liv. Jeg elskede det. og var god til det. Min træner udnævnte mig som anfører for begge hold. Dette var ikke populært blandt de andre forældre, da min mor modtog opkald om at deres døtre følte sig overset. Jeg husker tydeligt at være 11 år gammel, vi har lige vundet en kamp og fejrede det i klublokalet ved at hoppe i sofaen i samme omgang var jeg blevet kåret som kampens spiller. En pige på holdet hiver pludseligt mine shorts helt ned til knæende og mine trusser ryger med. Hun peger og fniser.. Der står jeg nøgen fra navlen og ned foran min mandlig træner og forældre og husker at min krop den frøs i øjeblikket. Ingen gør noget.. ingen hjælper.. Lige her lærte jeg meget tidligt en FORKERT STRATEGI (ser jeg i dag) at når jeg oplever grænseoverskridende adfærd at istedet for at lave en konflikt, eller ødelægge den gode stemning, så fandt jeg ud af at joke og være vittig og kæk.. men indeni var DYBT berørt, men det skjulte jeg.


I en alder af 13 år bliver jeg udvalgt til U-13 talentudvikling. Dette sker igen de næste par år..

Mobning i skolen, jalousi og begynde usikkerhed og lavt selvværd..

0 - 16 år..  

Kvindelandsholdet,  graviditet, identitetskrise, selvmordsforsøg.

17 - 20 år..

Kvindelandsholdet..

Da jeg er 17 lykkes det mig at blive udtaget til Ungdoms-kvindelandsholdet. Jeg spiller fodbold 5 dage om ugen, 3 personlige træner og kostplan. Det her var min barnedrøm der gik i opfyldelse!




Pludseligt finder jeg ud af at være gravid og en traumatisk dag med køretur til læge, ultralydsscanning og til sidst etisk råd for at finde ud af hvor længe jeg var henne og om barnet kunne fjernes. En dag med alt for mange livsændringer, alt for manger møder, alt for mange informationer og beslutninger at jeg slet ikke havde mig selv med. At sidde blandt voksne og virkelig føle sig som en "lille pige" mange tanker og følelser, som resulterede i, at jeg for alvor ikke havde lyst til at vise mig ude blandt folk.

Jeg var 21 uger og 5 dage henne og ventede mit første barn som 17 årig sammen med min barndomskæreste som jeg havde været sammen med siden jeg var 14.




Jeg glemmer aldrig den dag jeg i skolen sammen med min lærer skulle fortælle at jeg droppede ud, for jeg var blevet gravid. Mine  hænder rystede, stemmen dirrede og jeg bad for alt i verden til at jeg ikke ville vise svaghedstegn og begynde at græde. Der var BUM STILLE i klassen efter - ingen sagde noget.. Jeg begyndte at tolke, overtænke en masse usikre tanker om hvad de mon tænkte og siger bagefter. Et par måneder efter fandt jeg ud af, at nogle af vores såkaldte "venner" var begyndt rundt i byen at lave væddemål om, hvor længe de troede min kæreste og jeg holdte sammen.. Jeg modtog smsér fra gl. efterskolevenner, som boede + 1 t. væk, som jeg ikke havde snakket med i 2 år, om det var sandt. Mit navn og historien løb stærkt.. Set i bakspejlet, ser jeg at jeg allerede her i en alder af 17 år begynder at trække mig mere og mere og have svært ved at gå ud offentligt. (som så senere i mit liv udvikler sig til socialt angst)




Jeg dropper ud af skolen, dropper ud af ungdoms-kvindelandsholdet, flytter i lejlighed med min kæreste, vi ville vise vi kunne klare det her selv (jeg følte jeg havde en masse at skulle bevise og var derfor mere end før dårlig til at be´om hjælp) Vi får den dejligste velskabte pige og jeg var forelsket, men også tynget af stor skyldfølelse, over hvor tæt jeg havde været på at få hende fjernet. Så lille og uskyldig. Jeg donkede mig selv meget over dette i flere år.. Hun var mit eneste lyspunkt i mit dårlige selvværd, det eneste jeg var stolt af! Alt andet kunne jeg jo ikke gennemføre.. Jeg begyndte at udvikle virkelig dårlig selvværd. Begyndte at lytte til alle de mange års kommentarer om min personlighed, oveni den kæmpe skyldfølelse jeg havde.


Jeg beslutter mig derfor for at kæmpe og starte op på uddannelsen igen, for at vise at jeg godt kunne gøre den færdig. Men det blev for meget.. Allerede efter 2 mdr. i skolen, følte jeg mig stresset, bagud med afleveringer, oveni at skulle opretholde facaden at jeg ikke behøvede hjælp, jeg ville vise jeg kunne klare det hele selv, være lige så stærk som mine forældre, gøre dem stolt. Vise at jeg både kunne klare hus, indkøb, rengøring, passe barn og lave lektier.. jeg ville for alt i verden IKKE SPØRGE OM HJÆLP, for så var der jo endnu en ting, jeg ikke kunne klare selv.


En dag midt i en time, får jeg en slags blackout, glemmer min taske og går med et tomt blik ud af klasseværelset og hører kun svagt min lærer kalde på mig. Første gang jeg kommer til mig selv igen sidder jeg i min bil med snuden halvvejs nede i vandet.. Jeg kunne ikke mere.. Jeg VILLE IKKE MERE livet!


Uden nogen ved det går jeg dog til lægen, det skammede jeg mig over, for var vant til i en vestjysk familie at høre, hvordan man snakkede om folk der rendte ved lægen som værende hypokonder. Det var et svaghedstegn at gå til lægen. Derfor holdte jeg det for mig selv.


Jeg dropper ud af skolen, uden at fortælle hele sandheden til mine nærmeste, jeg VAR MESTER I AT HAVE FACADE PÅ. Som 18 år gammel, har jeg mit første møde med en psykolog og nu med en identitskrise, men jeg delte det ikke med nogen!

Graviditet..

Mobning..

Identitetskrise og selvmordsforsøg..

21 - 30 år..

Dårligt arbejdsmiljø, sygemelding, depression, diagnoser, selvmordsforsøg..

Dårligt arbejdsmiljø på 3 arbejdspladser over 8 år..

Jeg laver en ny plan og begynder nu at søge arbejde, men det var svært havde ingen uddannelse, ingen bil og var ung mor. Folk begyndte at omtale mig som en fighter, DET KUNNE JEG RIGTIG GODT LI´. Det betød også at så kunne jeg ikke give op, for det gør en fighter jo ikke. DET GIK HEN OG BLEV MIN STØRSTE FEJL I MIT ARBEJDSLIV, for istedet for at lytte til min krop og min intuition, så ignorede jeg dem og kæmpede.


Jeg er i løbet af ca. 8 år på 3 arbejdspladser med rigtig, rigtig dårligt arbejdsmiljø. Det blev hverdagskost i mit voksenliv også, at blive rette og kritiseret på min personlighed fremfor min faglighed. Jeg var glad for mit job, mine kollegaer og kunderne, som også ringede og spurgte efter mig og når jeg ser tilbage, ser jeg et mønster følge mig med jalousi. 


I kantinen blive irettesat foran kollegaer og opleve at blive chokeret, paf og derved fryse i situationen og ikke fik sagt noget. Elskede at hjælpe mine kollegaer når de spurgte om hjælp og vi havde det godt sammen, men for hver gang blev jeg hevet ind på kontoret og igennem flere år fik jeg af vide at jeg var ARROGANT, IKKE SKULLE TRO JEG VAR BEDRE EN HENDE og LIGE SÅ NEMT HUN HAVDE FÅET MIG ANSAT KUNNE HUN FÅ MIG FYRET.  

Jeg prøvede i øst og vest at forklare at det ikke var min intention, at jeg blot ønskede at være hjælpsom, at det hvad der driver mig og forsøgte til flere af disse møder at være forberedt med eksempler i håbet om at man bedre ville forstå hvad der motiverer mig, men for hvert møde gik jeg mere og mere forvirret og modløs ud derfra da man lykkes med at manipulere og give mig opfattelse at jeg var forkert.. Kollegaer kom kærligt til mig i pausen og lagde en arm om mig og spurgte om jeg var okay til det, de lige havde observeret, men det var blevet så meget hverdag for mig, at jeg til sidst ikke længere så det..


..efter at have været i det så meget og så længe, begyndte jeg at please, rette ind for at passe på mig selv, og blev til sidst en skygge af mig selv, stille, usikker og indadvendt. Jeg begynder at selvskade, da jeg ikke kan mærke mig selv i form af at bide mig selv i armene.

Jeg har svært ved at komme ud af mit hjem, melder fra til sociale sammenkomster. Svært ved at tage ned og handle uden at oversanse og fryse i butikken i frygt for at møde tidligere dårlige relationer.




I løbet af de 3 ansættelser er jeg sammenlagt ved 4 psykologer. Efter at have været i et mønster hele mit liv, hvor jeg ikke har sagt fra og ligeså oplevet grænseoverskridende adfærd og svigt fra venner, klassekammerater, lærere, kollegaer, ledere, direktører, psykologer og dermed systemet, har jeg svært ved at stole på mennesker og lukke nye ind.

Det er blevet sværere at holde facaden for mine nærmeste og de begynder at se en Tina, som er en skygge af sig selv. Min ældste søster anbefaler mig at gå til lægen. Lægen sygemelder mig med det samme og jeg får afvide at jeg har en depression. Gr. min tidl. historik med selvmordsforsøg som 18 årig sender han mig videre til en psykiater..




Som 26 årig har jeg på dette tidspunkt været ved 5 psykologer i mit liv, haft identitetskrise, lavt selvværd, et selvmordsforsøg, gået med psykiske udfordringer skjult i 10 år.. Jeg bliver udredt og får diagnoserne ANGST og PTSD. Da jeg går ud af lokalet går jeg op på en etage ovenover min psykiater. Jeg finder et vindue.. og tanken om at hoppe ud opstår.. Jeg lever stadig i dag, da jeg ender med at konkludere, at jeg blot ville komme sletm til skade og ikke dø af det, så det var ikke hoppet værd!

Sygemelding, depression..

Diagnoser og tanker om selvmord, igen..

31 - 34 år..

Brancheskifte, lysten til at hjælpe andre.

Brancheskifte

Jeg får åbnet op overfor min nærmeste familie om at jeg har en depression og mine diagnoser. Men jeg fortæller dem ikke om hvor langt jeg har været ude med tanker og planer om selvmordsforsøg, jeg ønsker ikke at bekymre dem.


Jeg vælger at skifte branche, samtidigt finder jeg selv en coach som forhåbentligt kunne hjælpe mig.. Jeg havde ikke meget tillid til det dog, for indtil videre havde systemet kun kastet mig rundt imellem psykologer og givet mig medidicin. Jeg var vred og frustreret over at blive ved med at snakke om min FORTID og min NUTID, jeg kendte godt mit mønster.. jeg SKREG EFTER HJÆLP om, hvor man for pokker finder én der kan hjælpe én med sin FREMTID, altså hvad man gør næste gang man kommer i de situationer. 

Jeg havde ikke lyst til bare at skulle tage medicin. Jeg har altid været en handlingskvinde og ville gerne kunne gøre noget.. lære noget.. udvikle mig..


Denne coach åbnede mine øjne lidt og for første gang gik jeg derfra med lidt mere viden om mig selv.

I de tidligere 8 år har jeg arbejdet med HR og Rekrutting i vikarbureaer.




Den helt store forvandling sker da jeg skifter branche og arbejder først 1 år som karrierecoach med fleksjobbere, hvor jeg oplevede for første gang at være del af et FÆLLESSKAB der kunne relatere, jeg FØLTE MIG IKKE ENSOM OG FORKERT. Jeg turde at være åben og ærlig for allerførste gang og følte mig set - hørt - og forstået og at jeg faktisk ved at turde åbne op, at de blev inspireret til det ligeså. Det var magisk at køre hjem fra job den første dag jeg gjorde det, og aner stadig ikke den dag i dag, hvor jeg fandt modet fra.


Det ville jeg ENDNU MERE.. og hey! jeg fandt ud af, at jeg faktisk kunne bruge mine erfaringer til noget, jge kunne hjælpe andre, og jeg elskede jo at hjælpe andre. Så jeg fandt ud af at jeg sindsygt gerne ville arbejde med unge og fik arbejde de næste 3 år på en efterskole som støttelærer, fodboldlærer og rytmelærer.

Jeg var kommet langt. Jeg begyndte at lære at være mere ÅBEN - ÆRLIG og ACCEPTERENDE overfor mig selv og disse 3 ord blev på en eller anden måde mit "mantra." 

Hele mit liv havde jeg følt mig ALENE med disse tanker, men fandt pludseligt et FÆLLESSKAB i det og en MENING MED DET HELE, at alt det dårlige kunne forvandles og bruges til noget godt.


Jeg uddannede mig COOL KIDS & CHILLED Vejleder i angsthåndtering og udover at nu konkret at have teknikker og viden til at hjælpe de unge jeg arbejdede med, kunne jeg også selv bruge de teknikker. Jeg blev også uddannet i DISC personligheds- og adfærdsanalyse og mange brikker faldt på plads og jeg lærte meget om folks adfærd under pres, ved samarbejde og kommunikation.

Lysten til at hjælpe andre..

I foråret 2023 mærker jeg træthed..

ADHD.. og hvad så..?

34 - nu..

ADHD.. og hvad så..?

Hun er en figther og er blevet mødt af spillesteder med, at hendes fortællekoncerter ikke er "komercielle" nok, men har formået at overbevise os alle om at disse koncerter er FOR ALLE.


Bag det sprudlende smil, gemte der sig en tankevækkende historie. En fortid med angst, PTSD og ADHD, godt gemt væk når hun drog hele landet rundt som SANGLÆRKEN og sang til alverdens store øjeblikke. Men inde bagved facaden, bag ved det store smil og smittende humør, fyldte skammen og ensomheden. Hun forsøger at gøre op med den jyske tendes som er, at man ikke snakker for meget om sine følelser. Derfor slipper hun nu alle følelserne fri og fortæller ærligt og kærligt om historier fra sit eget personlige følelseskammer.


Født og opvokset på landet, No beliggende i det vestjyske, blot 10 km. fra Vesterhavet. Har hele sit liv sunget, nynnet og fløjtet til/fra skole, på arbejdspladser.. Musikken og glæden ved at synge har altså altid fyldt.